Menu Luk

Ny uddeler i Dagli’Brugsen

9. marts starter Kenneth Ludvigsen som vores ny uddeler. Allerede i går har Kenneth været forbi butikken sammen med formanden, Henning Riber. Han fik mødt de medarbejdere, der var på arbejde, og han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

”Min ledelsesstil er altid at gå forrest og vise engagement samt at kunne uddelegere så medarbejderne også får ejerskab af vores fælles mål. Jeg vil gøre brug af medarbejdernes kompetencer og videreudvikle dem så vi altid vil fremstå som et stærkt team”, siger han.

Arbejdsmæssigt har han de seneste 6 år fungeret som souschef i Dagli’Brugsen Kirke Stillinge og Høm, og har ind i mellem haft tid til at arbejde med på et af COOP’s store IT-satsninger, COOP One. Derfor får butikken også den nødvendige viden til at implementere de kommende digitale løsninger.

Privat bor Kenneth i Havdrup sammen med sin kone og to børn på 15 og 19 år og kender derfor lokalområdet – især da hans kone arbejder i Gadstrup.

Kenneth ser frem til at møde alle i Gadstrup og omegn, og han glæder sig til at fortsætte udviklingen af butikken. En af de områder i butikken han vil fokusere på er at åbne delikatessen igen. Det vil kræve en del forberedelse, men målet er at delikatessen åbner i en eller anden form i løbet af 2020.

”Jeg glæder mig til at møde alle borgere her i Brugsen og kom gerne forbi og sig goddag. Er der noget fra COOPs udvalg, du savner i butikken, vil jeg altid gøre hvad jeg kan for at du kan finde det her hos os”, slutter han af.

Bestyrelsen ønsker Kenneth velkommen til Gadstrup, og vi glæder os til samarbejdet.

Venlig hilsen

Henning Riber
Formand, Dagli’Brugsen Gadstrup